Din guide til titler
Hvad betyder CEO, Director, Head of, Manager, Senior, Principal og alle de andre?
Titler er nyttige pejlemærker, men de er ikke et facit. Den samme titel kan dække meget forskellige roller afhængigt af virksomhed, branche og land.
Kontakt Strategisk HR
C-level | Direktører | VP | Manager | Senior | Lead | HR | Salg | Konsulent | Projekt & produkt
Jobtitler er ikke matematik
Sådan læser du guiden
Når vi skriver “typisk”, er det bevidst. Jobtitler er ikke standardiserede på tværs af virksomheder. Se derfor altid titlen sammen med ansvar, mandat, referenceforhold og organisatorisk placering.
Jobtitler og hierarkier varierer fra virksomhed til virksomhed, og den samme titel kan dække over forskellige niveauer, ansvar og mandat. Vores Top 10 er derfor ikke en facitliste, men en praktisk rettesnor. Hvis du skal orientere dig i et typisk organisatorisk hierarki, er dette et trygt sted at starte.

Skrevet af Steen Wæver Poulsen
Relaterede artikler
Top 10 – job hierarki
| Niveau | Titel |
|---|---|
| 1 | CEO |
| 2 | C-level |
| 3 | EVP / SVP / VP |
| 4 | Director |
| 5 | Head of |
| 6 | Manager |
| 7 | Lead |
| 8 | Specialist |
| 9 | Coordinator |
| 10 | Junior |
Det burde være enkelt:
Men det er det ikke altid
En direktør er højere end en manager. En senior er mere erfaren end en junior. En CEO er chefen. Og en CPO er… ja, hvad er en CPO egentlig?
Her begynder problemerne.
For CPO kan være Chief People Officer, Chief Product Officer eller Chief Procurement Officer. En Head of kan være en del af direktionen i én virksomhed og mellemleder i en anden. Og en Director kan både være leder for 100 mennesker og specialist uden en eneste direkte reference.
Titler fortæller noget om en organisation. Men de fortæller langt fra altid det, vi tror.
Denne guide giver et overblik over de mest almindelige titler, hvad de typisk betyder, og hvor man skal være lidt varsom med at læse for meget ind i dem.
Først det vigtigste:
Der findes ikke et facit
Der findes ikke et internationalt system, hvor alle jobtitler ligger pænt placeret i det samme hierarki.
Virksomheder bruger titler forskelligt. Det afhænger blandt andet af:
- Virksomhedens størrelse & branche
- Land & Ejerform
- Kultur & historik
- Internationale relationer, og nogle gange bare, hvad virksomheden plejer at kalde rollerne
Derfor kan man ikke uden videre konkludere, at en Director altid ligger over en Head of, eller at en Vice President nødvendigvis sidder tæt på CEO.
Titlen er en ledetråd. Ikke et organisationsdiagram.
C-level: Titlerne på øverste hylde
C-level, C-suite og CXO bruges om virksomhedens øverste Chief-titler. C’et står for Chief. De klassiske er CEO, COO og CFO, men antallet af Chief-titler er vokset markant.
CEO: Chief Executive Officer
CEO er som udgangspunkt virksomhedens øverste daglige leder. På dansk svarer det typisk til administrerende direktør. CEO har normalt det samlede ansvar for virksomheden og dens resultater og refererer ofte til bestyrelsen.
Det er én af de titler, hvor betydningen er forholdsvis stabil.
COO: Chief Operating Officer
COO har typisk ansvar for driften. Hvor CEO ofte har blikket rettet mod den samlede virksomhed, strategi, ejere og marked, vil COO ofte være tættere på eksekveringen.
Hvordan får vi organisationen til rent faktisk at levere det, vi har besluttet?
I nogle virksomheder er COO den klare nummer to efter CEO. I andre er rollen mere afgrænset.
CFO: Chief Financial Officer
CFO er ansvarlig for økonomi og finans. Typiske områder er:
- økonomistyring, regnskab
- budgetter, finansiering
- rapportering, controlling
- investeringer, risikostyring
I mindre virksomheder vil Finance Director eller økonomichef ofte have et tilsvarende praktisk ansvar, uden nødvendigvis at være C-level.
CHRO: Chief Human Resources Officer
CHRO er den klassiske C-level titel for virksomhedens øverste HR-ansvarlige. Rollen handler ikke kun om HR-drift.
En CHRO vil typisk have ansvar for områder som organisation, ledelse, kultur, kompetencer, talent, succession og den samlede HR-strategi.
CPO: Tre bogstaver, flere betydninger
CPO kan blandt andet betyde:
- Chief People Officer
- Chief Product Officer
- Chief Procurement Officer
Chief People Officer ligger ofte tæt på CHRO. Chief Product Officer har ansvar for produkt og produktstrategi. Chief Procurement Officer har ansvar for indkøb.
Så hvis nogen skriver CPO på LinkedIn, ved du faktisk ikke nødvendigvis, hvad de arbejder med.
CCO: Endnu værre
CCO kan blandt andet være:
- Chief Commercial Officer
- Chief Customer Officer
- Chief Compliance Officer
- Chief Communications Officer
Chief Commercial Officer har typisk ansvar for virksomhedens kommercielle aktiviteter. Chief Customer Officer har fokus på kunder og kundeoplevelse. Chief Compliance Officer arbejder med regler, compliance og governance.
Samme tre bogstaver. Meget forskellige arbejdsdage.
CRO: Omsætning eller risiko?
CRO bruges typisk om Chief Revenue Officer eller Chief Risk Officer.
Chief Revenue Officer har ansvar for virksomhedens omsætning og arbejder ofte på tværs af salg, marketing og customer success. Chief Risk Officer findes især i finansielle virksomheder og har ansvar for virksomhedens risici.
CMO: Marketing eller medicin
CMO betyder normalt Chief Marketing Officer. Men i sundhedssektoren kan CMO være Chief Medical Officer. Konteksten betyder altså noget.
CTO: Chief Technology Officer
CTO har typisk det overordnede teknologiske ansvar. I teknologivirksomheder kan CTO være en af de absolut centrale personer i forretningen.
Rollen arbejder ofte med:
- teknologisk retning
- softwareudvikling
- platforme
- arkitektur
- innovation
- teknologivalg
CIO: Chief Information Officer
CIO arbejder typisk med virksomhedens interne IT og informationssystemer.
En meget forenklet forskel
CTO: Teknologien i det, vi sælger.
CIO: Teknologien, virksomheden bruger til at fungere.
I praksis flyder grænserne ofte sammen.
CISO: Chief Information Security Officer
CISO har ansvar for informations- og cybersikkerhed. Det er en titel, der er blevet stadig mere central i takt med, at sikkerhed, cyberrisici og regulering fylder mere.
CDO: Hvilken D taler vi om?
CDO kan eksempelvis betyde:
- Chief Digital Officer
- Chief Data Officer
- Chief Diversity Officer
- Chief Development Officer
Igen er den fulde titel vigtigere end forkortelsen.
CAIO: Chief AI Officer
En af de nyere C-level titler er Chief AI Officer. Rollen har typisk ansvar for virksomhedens strategiske anvendelse af AI.
- AI-strategi
- governance
- prioritering
- implementering
- risici
- kompetencer
Om CAIO bliver en permanent standardtitel eller med tiden bliver opslugt af CIO, CTO eller CDO, vil tiden vise.
CGO: Chief Growth Officer
CGO har ansvar for vækst. Det interessante ved rollen er, at vækst sjældent holder sig pænt inden for én afdeling. Derfor arbejder en Chief Growth Officer ofte på tværs af marketing, salg, produkt og forretningsudvikling.
CSO: En forkortelse med mange liv
CSO kan blandt andet betyde:
- Chief Sales Officer
- Chief Strategy Officer
- Chief Sustainability Officer
- Chief Security Officer
- Chief Scientific Officer
Her bør man altid skrive titlen helt ud, hvis der er risiko for misforståelser.
CSO: En forkortelse med mange liv
CSO kan blandt andet betyde:
- Chief Sales Officer
- Chief Strategy Officer
- Chief Sustainability Officer
- Chief Security Officer
- Chief Scientific Officer
Her bør man altid skrive titlen helt ud, hvis der er risiko for misforståelser.

CEO, Managing Director og administrerende direktør
De tre titler bliver ofte brugt om nogenlunde samme rolle. Men ikke altid.
CEO, Managing Director og administrerende direktør
En CEO er typisk virksomhedens øverste daglige leder. Managing Director kan også være den øverste leder. Men i internationale koncerner kan en Managing Director eksempelvis være ansvarlig for Danmark og referere til en europæisk eller global CEO.
Eksempel
Managing Director Denmark kan i praksis betyde landechef.
Country Manager
En Country Manager har ansvar for et bestemt land. Men hvor stort ansvaret er, varierer voldsomt.
Én Country Manager kan have fuldt ansvar for:
- salg
- økonomi
- medarbejdere
- drift
- resultat
En anden kan primært være salgsansvarlig. Det er endnu et godt eksempel på, hvorfor titel og mandat ikke er det samme.
General Manager
General Manager er typisk en bred ledelsesrolle. En General Manager har ofte ansvar for en hel forretningsenhed, lokation eller virksomhed. Rollen adskiller sig fra en funktionsleder ved ofte at have ansvar på tværs af flere områder.
VP, SVP og EVP
Vice President-titler kan virke lidt voldsomme med danske øjne. Hvis nogen er Vice President, må vedkommende næsten være nummer to i virksomheden. Ikke nødvendigvis.
I store internationale virksomheder kan der være mange Vice Presidents.
| Forkortelse | Betydning |
|---|---|
| VP | Vice President |
| SVP | Senior Vice President |
| EVP | Executive Vice President |
Normalt ligger EVP over SVP, som ligger over VP. Men hvor højt VP-niveauet ligger i organisationen, varierer meget.
Director
Director er en af de titler, der giver anledning til mest forvirring. En Director kan være:
- funktionschef
- medlem af ledergruppen
- landeansvarlig
- specialist
- leder for andre ledere
- ansvarlig for et større forretningsområde
I nogle virksomheder er Director en meget senior titel. I andre er det et naturligt karrieretrin efter Senior Manager.
Senior Director
Senior Director er normalt niveauet over Director. Det kan være en Director med større organisatorisk ansvar eller ansvar for flere Directors.
Associate Director
Associate Director ligger ofte mellem Senior Manager og Director. Men igen varierer det fra branche til branche.
Head of
Head of betyder grundlæggende: Den person, der har ansvaret for området.
- Head of HR
- Head of Sales
- Head of Marketing
- Head of Product
- Head of Operations
Men titlen fortæller ikke, hvor stor organisationen er. En Head of HR i en virksomhed med 70 medarbejdere kan være den øverste HR-ansvarlige og referere direkte til CEO. En Head of HR i en koncern med 20.000 medarbejdere kan være ansvarlig for en lille del af HR-området.
Hvem ligger højest: Director eller Head of?
Det spørgsmål får man ikke ét rigtigt svar på. I mange større internationale virksomheder vil Director ligge over Head of. Men absolut ikke altid.
Tænk i mandat, ikke bare titel
Head of HR kan referere direkte til CEO og have ansvar for hele HR-funktionen, mens en HR Director i samme koncern kan referere til CHRO og have ansvar for ét HR-område.
Manager
Manager er måske den bredeste titel af alle. Vi har:
- Sales Manager
- HR Manager
- Project Manager
- Product Manager
- (Key) Account Manager
- Marketing Manager
- Finance Manager
- Operations Manager
Men de har ikke nødvendigvis én ting til fælles. Nemlig personaleansvar.
En Project Manager leder et projekt. En Account Manager leder kunderelationen. En Product Manager leder produktets udvikling. Ingen af dem behøver have medarbejdere, der refererer til dem.
Så Manager betyder ikke automatisk leder.
Senior Manager
Senior Manager indikerer normalt større erfaring eller ansvar end Manager. Det kan være:
- større team
- større kunder
- større budget
- mere komplekse opgaver
- større geografisk område
- højere strategisk ansvar
Team Lead
Team Lead ligger i grænselandet mellem specialist og leder. Nogle Team Leads har personaleansvar. Andre har primært det faglige ansvar.
Det kan for eksempel være den mest erfarne udvikler, som koordinerer teamets arbejde uden at holde MUS-samtaler eller have lønansvar. Derfor er det en titel, hvor virksomheden bør være meget tydelig om mandatet.
Supervisor
Supervisor bruges især i mere operationelle miljøer som produktion, lager, kundeservice, hospitality og retail. Supervisoren har typisk ansvar for den daglige opgaveløsning og koordinering af medarbejderne.
Junior, Experienced og Senior
Det ser enkelt ud. Junior. Experienced. Senior. Men selv senioritet kan være vanskelig.
Junior
Junior betyder normalt relativt begrænset erfaring inden for det konkrete fagområde. Det har ikke nødvendigvis noget med alder at gøre. En 45-årig kan være Junior Developer efter et karriereskifte.
Experienced
Experienced bruges nogle steder som niveauet mellem Junior og Senior. Det kan give en struktur som Junior → Experienced → Senior. Titlen er dog langt mindre udbredt end Junior og Senior.
Senior
Senior betyder typisk større erfaring, højere fagligt niveau, større selvstændighed og evne til at håndtere mere komplekse opgaver.
Men Senior betyder ikke leder.

Lead, Specialist og Principal
Lead
Lead signalerer typisk et særligt fagligt ansvar. Eksempler er Tech Lead, Design Lead, Marketing Lead og Talent Acquisition Lead. En Lead vil ofte være den faglige nøgleperson på området. Men heller ikke Lead betyder automatisk personaleansvar.
Principal
Principal er en titel, man især møder inden for consulting, teknologi, engineering, rådgivning og professionelle services. Principal ligger typisk meget højt på specialistsporet. En Principal kan være en af virksomhedens mest erfarne fagpersoner og have stor indflydelse uden at være traditionel leder.
Associate
Associate er næsten umulig at oversætte uden kontekst. I nogle virksomheder er det en junior titel. I advokat-, konsulent- og finansbranchen kan Associate være et meget konkret karrieretrin. Derfor siger Associate alene meget lidt.
Specialist og Senior Specialist
Ikke alle skal være ledere for at udvikle deres karriere. Det er her specialisttitlerne bliver interessante.
En Specialist kan have dyb ekspertise inden for et område. En Senior Specialist kan have meget stor faglig tyngde uden personaleansvar. I gode karrierestrukturer kan en specialist derfor bevæge sig op gennem organisationen uden at blive tvunget over i personaleledelse.
HR-titler har fået deres eget sprog
HR er et område, hvor titlerne har ændret sig meget. Vi har bevæget os fra Personalechef til HR Manager, HR Business Partner, People Partner, Head of People & Culture, Chief People Officer og CHRO.
Men nye ord betyder ikke nødvendigvis nye roller.
HR Coordinator
Typisk en administrativ og koordinerende HR-rolle.
HR Generalist
Arbejder bredt med flere HR-områder.
HR Consultant
Arbejder rådgivende med HR-opgaver.
HR Business Partner
Arbejder tæt sammen med ledelsen og forretningen. Tanken er, at HR ikke alene skal administrere HR-processer, men bidrage til organisationens og forretningens udvikling.
People Partner
Bruges ofte om en rolle, der minder om HR Business Partner. Forskellen ligger ofte mere i virksomhedens sprog end i selve arbejdsindholdet.
HR Manager
Har typisk ansvar for HR-funktionen eller dele af den.
Head of HR
Har ofte det samlede HR-ansvar i virksomheden eller et større område.
HR Director
En senior HR-leder. I store virksomheder kan HR Director referere til CHRO. I mindre virksomheder kan HR Director være den øverste HR-ansvarlige.
CHRO og Chief People Officer
De to roller overlapper ofte. CHRO er den klassiske HR-titel. Chief People Officer signalerer ofte et bredere fokus på mennesker, kultur og organisation. Men man skal være varsom med at gøre forskellen større, end den reelt er.
Salgstitler
Salgsområdet har også sit eget titelhierarki.
Sales Executive
Typisk sælger. Her betyder Executive ikke topledelse.
Account Executive
Typisk en salgsrolle med ansvar for at vinde nye kunder eller udvikle kunder. Titlen er særlig udbredt i software- og SaaS-virksomheder.
Account Manager
Har ansvar for en kundeportefølje.
Key Account Manager
Har ansvar for virksomhedens største eller strategisk vigtigste kunder.
Business Development Manager
Arbejder med nye markeder, kunder, partnerskaber og forretningsmuligheder.
Sales Manager
Har ansvar for salget og ofte også et salgsteam.
Sales Director
Har typisk et større eller samlet ansvar for salg.
Commercial Director
Har ofte et bredere ansvar end Sales Director. Det kan eksempelvis omfatte salg, marketing, partnerskaber, pricing og forretningsudvikling.
Konsulent og Partner
Consultant og Senior Consultant
Consultant bruges både om interne og eksterne rådgivere. Et konsulenthus kan eksempelvis have en struktur som:
Et muligt konsulenthierarki
Consultant → Senior Consultant → Manager → Senior Manager → Principal → Director → Partner
Partner
Partner forbindes traditionelt med ejerskab. Det gælder eksempelvis mange advokat-, revisions- og konsulentvirksomheder. Men Partner bruges i dag også som titel uden egentligt medejerskab.
Er personen partner af navn, rolle eller ejerskab?
Managing Partner
Managing Partner er typisk en partner med særligt ansvar for ledelsen af partnerskabet eller virksomheden. Rollen kan på mange måder minde om CEO.
Product Manager og Product Owner
De to titler bliver ofte blandet sammen.
Product Manager
Har typisk ansvar for produktets overordnede retning. Det kan handle om:
- marked
- kunder
- strategi
- positionering
- roadmap
- business case
Product Owner
Product Owner arbejder typisk tættere på udviklingsteamet og prioriteringen af det konkrete arbejde. I nogle virksomheder er rollerne tydeligt adskilte. I andre er de næsten den samme.
Projektroller
En Project Manager er ikke nødvendigvis leder. Det er værd at gentage.
Project Manager
Har ansvar for projektets gennemførelse. Projektlederen kan lede mennesker i projektet uden at være deres formelle chef.
Senior Project Manager
Har typisk ansvar for større og mere komplekse projekter.
Program Manager
Har ansvar for flere relaterede projekter.
Portfolio Manager
Har ansvar for en samlet portefølje og prioriteringen på tværs af projekter og initiativer.
Fortsæt læsningen
Psykologisk tryghed kan måles, men et gennemsnit fortæller ikke hele historien. En god måling undersøger konkrete sociale risici, ser på forskelle i teamet og bruges som afsæt for dialog. Målingen skal gøre mønstre synlige, ikke sætte et endeligt stempel på teamet.

Hvor står jeres HR-indsats?
Brug få minutter på HR-RealityTjek og få et konkret billede af, hvor I står stærkt, og hvor der er potentiale for at gøre mere.
PEOPLESUITE STAFF
Start gratis med et HR-system, der kan vokse med jer
Saml medarbejderdata, dokumenter og organisation ét sted. Udvid med trivsel, tilknytning og tiltrækning, når behovet opstår.
Andre måder, vi kan hjælpe jer på
Interim HR
Midlertidig HR-kapacitet ved barsel, sygdom, vakance eller forandring.
HR-Kickstarter
Skab overblik, prioritér HR-indsatsen og få et konkret HR-årshjul.
HR-partner
Få løbende HR-hjælp fra en fast person, der kender organisationen.
Sparringspartner
Få fortrolig sparring om strategi, organisation, ledelse og mennesker.
Skal vi tage en dialog om jeres HR-arbejde?
Har indlægget sat tanker i gang? Strategisk HR hjælper jer med at skabe overblik, prioritere de vigtigste indsatser og omsætte ambitioner til konkrete handlinger.
Kontakt os for en uforpligtende dialog om jeres muligheder.

Steen Wæver Poulsen
Grundlægger Strategisk HR
Kontakt Strategisk HR
